Et kendt og elsket sted fylder 70
Af lokalhistoriker Gudrun Lund Meyer for FNV-Orientering 1997-2, April 1997
I anledning af Kalkgaardens jubilæum som traktørsted i 1997 bad redaktionen på FNV-Orientering lokalhistorikeren Gudrun Lund Meyer fortælle om dette enestående sted og dets værtinde.
En jysk familie med et gæstfrit sind besluttede for 70 år siden at åbne traktørsted på deres gård, der lå med en pragtfuld udsigt over den øvre Mølleådal. Det var dårlige tider for landbruget - og måske kunne der tjenes lidt ekstra på at drive traktørsted.
Det var familien Jacobsen, der i 1913 havde købt Kalkgaarden og dermed forladt deres hjemstavn ved Horsens. Det skridt foretog de for at være tættere på slægtninge, der uddannede sig i København. Familien bestod af far, Marius Jacobsen, mor, Constance Jacobsen og to børn, Elisabeth og Jørgen.
Familien havde stor slægtsfølelse. Fru Jacobsen havde flere søstre, og ikke mindst deres unge kom fra København til gården, hvor de både mødte den varme gæstfrihed, men også åbne og intelligente sind. Ikke mindst sommeraftener i haven med sang og gode samtaler, mens den vidunderlige natur lå til alle sider, blev uforglemmelige minder - og en inspiration til at åbne op for en større kreds end lige familie og husets venner. Det skete ikke så sjældent, at udflugtsgæster med madkurv om søndagen ligefrem lejrede sig i en og anden af de private haver i Hestetangsområdet.
Kalkgaarden blev bygget i 1885 af et yngre gårdmandspar på den lille gård, der før år 1800 havde været Hestetrang mølle med spor af virksomhed helt tilbage til 1100-tallet. Det kneb i alle århundrederne med vand til møllerivirksomheden, så derfor var Nymølle vindmølle blevet bygget oven for dalen, og den lille gård lå tilbage i 1800-tallet ved broen over Mølleåen, hvor i dag ejendommen Skovkrog ligger. Idyllisk var beliggenheden jo, og det var da også den, den unge gårdejer Peter Wetjes far var faldet for oprindelig. Han var fra Sønderjylland og støttede sin søn i at søge væk fra hjemstavnen efter, at den var blevet tysk i 1864. Sønnen var kommet i tjeneste på Stengården ved Bastrup Sø lidt længere mod vest og var der faldet for en datter, og nu skulle de have foden under eget bord.
Gårdens ikke for gode jord lå upraktisk på skrænten, der vender mod nord, men bl.a. salg af kalk og grus til den stærkt voksende hovedstad 20 km borte gjorde det muligt at bygge et nyt trelænget gårdanlæg på toppen af skranten ved vejen mellem Ganløse og Farum. Til syldsten er der gået en og anden dyssesten fra området, der på grund af vadestedet har været befærdet fra oldtiden. Materiale brugte man også fra den gamle gård, men et hus blev dog tilbage, senere kaldet Nordspangs hus. Det brændte i 1978 og Skovkrog blev opført.
Efter Wethjes købte en fhv. redaktør fra Roskilde Dagblad Kalkgaarden og byggede en lade til samt den karakteristiske kubusformede stuehusbygning i to etager til det oprindelige stuehus. Redaktørens kone trivedes imidlertid ikke i den noget ensomme idyl med "de susende træer" i skoven på den anden side af vejen, og familien Jacobsen rykkede i 1913 ind efter dette ejer-intermezzo på 2 år, der satte sig blivende bygningsmæssige spor.
I de næsten 85 år, der er gået siden da, står datteren (E)Lis(a)beth Jacobsen, som den mest markante skikkelse i familien udadtil. Hun var 5 år, da familien rykkede ind, og altså 19 år, da familien åbnede traktørsted i 1927.
Traktørstedet på Kalkgaarden blev de næste årtier et samlingssted for alle samfundslag incl. professorer og andre lærere, som studerende og forstelever fra Farum skovdistrikt, der var i pension, blandede sig med. I den lærde gruppe finder vi blandt andre de personer, der i begyndelsen af 1940erne udpegede det område, vi i dag kalder Naturparken mellem Farum og Slangerup, og som dermed virkeliggjorde cigarsorterer Vognsens vision om en naturpark nær København, et rekreativt åndehul og interessant geologisk og botanisk studieområde for storbyens befolkning og undervisningsinstitutioner.
Den sidste gruppe, forsteleverne, blev anledning til, at også billedkunsten kom til at spille en rolle på gården. En af dem, Lars Swane (f.1913), søn af Christine og Sigurd Swane, var skovfogedelev nogle år fra 1932, for han ville i hvert fald ikke være maler som forældrene. Det blev han nu alligevel og boede 1949-1957 i den østre lange, som han indrettede til beboelse med sin baggrund i, at han i sin ungdom også havde været i tømrerlære.
Selv om han i næsten 30 år var bosiddende i Vendsyssel, biholdt han sin tilknytning til Kalkgaarden og sit venskab med Lisbeth Jacobsen. Ingen, der er kommet på Kalkgaarden, kan undgå at glade sig over Lars Swanes litografier, der hænger på væggene, og måske køber man også et af dem, der er til salg.
 |
Frk. Jacobsen i køkkenet på Kalkgaarden i gang med at bage hendes berømte kringle. |
Selv glemmer jeg aldrig den smukke, solrige hverdagseftermiddag i september for snart 25 år siden, hvor jeg sad og snakkede med frk. Jacobsen om hendes oplevelser på ture i skoven, hendes samling af sten og om filmoptagelser på Kalkgaarden til "Når bønder elsker", "Tro, håb og kærlighed" og "Kan du li' ål i karry, Harry ?". Men naturligvis også om kronprins Frederiks (IX) tre besøg, hvor han fik kaffe og æbleskiver.
Pludselig rejste frk. Jacobsen sig og inviterede mig ind i sin private stue med "Kongestol", med Danmarks største julekaktus, plantet som et lille skud i 1903, og med vidunderlige malerier af Christine og Lars Swane ! Jeg troede, at vi kunne fortsætte den tætte samtale næste gang, jeg kom der ! Men nej, frk. Jacobsen ser sine folk godt og grundigt an i adskillige år, inden hun for alvor slipper sin reserverede holdning midt i al sin skarpe djærvhed. Og dus er det vist meget få, der er med hende.
Mange gode samtaler er det dog blevet til i årenes løb, især når man er kommet uden for den travle week-end - og man vel og mærke selv lægger op til det, uden at det lykkes hver gang. Ikke mindst husker jeg en eftermiddag for et års tid siden, hvor også forfatteren Anders Bodelsen blev inviteret og tog sig tid til et par timers samtale omkring det lille bord i køkkenet med det store komfur.
Der fik vi bl.a. historien om, hvordan den meget kendte og populære redaktør, Anker Kirkeby, Politiken var blevet opsøgt af Lisbeth Jacobsen, da Hestetangsvejen - den gamle møllevej - på den anden side af åen i 1947 var i fare for at blive asfalteret og udvidet til 12 meters bredde plus grøfter. Redaktøren havde skrevet lange, begejstrede artikler om landskabet, men nu var han "lunken" og mere end antydede, at frk. Jacobsen skulle være bange for at miste sin forretning, hvis en ny asfalteret vej kom ! Det gjorde frk. Jacobsen rød og bleg på en gang, men hun gik videre og fik gennem Fredningsnævnet vejen stoppet.
Kommer man uanmeldt en vinterdag, kan man gribe frk. Jacobsen i at sidde med en tyk biografi om Mozart. Hun har ikke nøjedes med at læse om musikken, men været udøvende i Københavns kammerkor fra 1953 til 1976 - altså 23 år med bus og tog til København i al slags vejr !
Og ikke sjældent var hun og familien i Det kgl. Teater - en tradition, grundlagt ved, at teaterdirektør Johs. Nielsen, der i 1920erne boede i Nordspangs hus, altid frit stillede sine pladser på 2. række til familiens rådighed.
Mange vil huske Lisbeth Jacobsens hede og dybtfølte engagement i protesten mod Motorvej 85, hvor den plan jo foreløbig er kommet i en venteposition til efter årtusindskiftet. I årenes løb har man ofte hørt fra hende i den offentlige debat. I 1960erne stiftede hun Slagslunde-Ganløse Konservative Vælgerforening, og hun er æresmedlem af Det Konservative Folkepartis Vælgerforening i Stenløse.
Enten elsker man Kalkgaarden og dens atmosfære, eller også rynker man på næsen og synes, den er for nostalgisk. Måske synes man også, at frk. Jacobsen er for skrap, som når hun fx. nægter at servere den 3. øl pr. person ! Den får man ikke, for der satte hendes mor grænsen, da hendes far fik gennemført, at der kom spiritusbevilling til stedet i 1944. Det er ikke et værtshus, frk. Jacobsen driver !
Men trofaste stamkunder mangler hun ikke. Til at være stamkunde hører, at man er der et par gange i sæsonen. Og det er der nogle, der har været siden 1930erne, En af de meget trofaste - og måske den allermest værdsatte nogensinde - var den nu afdøde forfatter Ole Vinding, der bl.a. jævnligt i Information skrev "Et bymenneske i naturen". De to var i sjælden grad på bølgelængde med hinanden.
I 1948 blev Kalkgaarden med de 20 tdr. land totalfredet, dog med ret til at grave grus, og de 8.000 kr. fra fredningserstatningen blev brugt til at installere elektricitet - ellers er alt ved det gamle.
Mange vil spørge, hvad der skal ske med stedet, når frk. Jacobsen ikke kan/vil mere. Hun har fået sin bevilling forlænget til år 2000. Men lige meget hvad, så er det nu, at gården med Lisbeth Jacobsen er gennemsyret af den ånd, hun i stor veneration har ført videre fra sine forældre. En ånd, der ikke primært søger sit eget, og som er så sjælden i dag, hvor materiel og personlig vinding nærmest regnes for en menneskeret.
Tag ud og giv Lisbeth Jacobsen en god jubilæumssæson, men vær også klar over, at den største glæde og tilfredshed bereder man hende ikke ved alene at købe kaffe med brød, øl, sodavand eller is, men ved at lære Naturparken at kende og holde af den, så man er parat til at kæmpe for den. Som hun jo har gjort det i så mange år på forbilledlig vis.
Gudrun Lund Meyer
